Til forsiden
Linje
OmOs1

Masser af historie bag Ford-virksomheden i Nykøbing Sjælland.

Fra præstegård til tre Ford-generationer. Når man ser på dagens aktive Ford-virksomhed, er det måske svært at forestille sig den adstadige pastor med lang pibe, fez og folderig slåbrok i de samme omgivelser – men der er godt nok også et par århundreder imellem. Og tre generationer Ford-forhandlere i lige linie.

I 1915 startede den mekanik-interesserede unge smed Anton Hansen selvstændig virksomhed på Hestetorvet i Roskilde med hovedvægt på reparation af cykler.

Fem år senere indrettede Anton Hansen sig på Hovedgaden 26 i Vig i Odsherred, hvor han for alvor fik opfyldt sin drøm om at arbejde med biler. Han tog dog det hele med, idet han reklamerede med, at han både håndterede "Automobiler, Motorcykler, Cykler, Symaskiner og Dukkevogne..."

Og så kom tilbuddet om at blive Odsherreds autoriserede Ford-forhandler – på betingelse af, at det blev med domicil i Nykøbing Sjælland.

Den 1. september 1923 rykkede han derfor ind i lejede lokaler på Algade 53 (nu Autogården), og i 1929 købte han Algade 47 og indrettede værksted i længen op langs Kirkestræde.

Den havde tidligere været stald for "Kongens Gård" (Amtsstuegården), og Jan Tamstorfs far Peter Tamstorf (søn af Anton Hansen) mindedes, at man i de første år måtte færdes mellem hestekrybberne.

I 1924, som var Fords første kalenderår i Nykøbing Sjælland, blev der solgt i alt 61 biler – et formidabelt antal efter datidens forhold.

Og i den driftige Anton Hansens regi gik det da også så stærkt, at rammerne hurtigt blev sprængt: I 1936 opførtes en ny, stor værkstedsbygning på "baggrunden" langs Kirkestræde.
 
Peter Tamstorf blev i 1948 på firmaets 25 års dag optaget som medindehaver, og ved Anton Hansens død i 1954 overtog han virksomheden. Ved 60 års jubilæet i 1983 trådte tredje generation Jan Tamstorf så til.
 

Om Ford i Nykøbing Sj.


 

 

Linje

Ford

Rettigheder og Copyright

 

 

KnapImage3Send mail til TamstorfTil forsidenSpørgsmål